****
Drømmen om frihed
Der er kamp på liv og død i Anders Christiansens nye værk »Accordion«, hvor den garvede solodanser graciøst går i tæt parløb med den fremragende finske akkordeonspiller Minna Weurlander.
Både danserens og instrumentets krop ånder dybt i den billedrige danseperformance, hvor den hvidsminkede Christiansen med pibekrave sender tankerne til bl.a. Pjerrot, den sørgmodige Petrusjka, marionetten Pinocchio, renæssancen og præsteskab.
Flotte er ikke blot Lise Klittens sort/hvide kostumer, men også hendes scenografi, der raffineret afspejler instrumentets form og farver og sammen med Michael Breiners fine lysdesign bl.a. kaster skygger som fængselstremmer på den frihedskæmpende danser. Karakteristisk for Christiansens minimalistiske stil gentager, vender og drejer han effektfuldt bevægelsesfraser, så de skifter betydning, og udfordrer også kunsthistoriens kendte rituelle positurer. Det er gedigent musikteater med god dialog mellem musik og dans.
- Vibeke Wern, Berlingske (9. februar 2011)
ACCORDION - kom, se, lyt, mærk
Lys fra et fjernt hjørne bryder igennem overdimensionerede hvide persienner og kaster stribede skygger hen over den mørke scene. En stol, en kvinde og en accordion – og så en dansesolo. En forestilling, der giver én smag på den flydende grænse mellem dans og musik og viser nyopdagede muligheder i accordionspil. Du kan nå det endnu.
Dans og musik personificeret side om side
Accordionisten sidder feminint på det forreste af den hvidstrengede stol. I hendes rette positur lader hun tonerne fra accordionen fylde rummet op og bevæge tilskueren. Følelser glider hen over hendes fine ansigtstræk trods det ellers alvorlige ansigtsudtryk. Der opleves en inderlighed, imens hun lader sig opsluge af instrumentets tunge toner, der nærmest har orgellignende karakter.
Med det store instrument hvilende på hendes lår, udfolder hun accordionens muligheder, der spænder fra traditionel accordionmusik til lyde med stærke associationer til stomp musik, der afvikles ved hjælp af hånden, der både dunker og scratcher på det store instrument. Instrumentets muligheder er utallige og udfordrer min opfattelse af, hvad accordion musik er.
Trommerytmerne, der dunker ind i mit bryst, leder tankerne til eksotiske himmelstrøg, men brydes pludselig af et musikskifte til lyden af luft, der trykkes sammen og tager mig med ud til havet, hvor lyden fra bølger får nærmest meditativ effekt.
Ved accordionistens side udfoldes dansen som et supplement til det stærke musikalske udtryk, der sendes ud i rummet. Her danses moderne, hvor gentagelsen hele tiden får et nyt udtryk i takt med musikkens udfoldelse. De to kunstneriske udtryk følges ad som to parallelle verdener. Der er ingen øjenkontakt eller fysisk berøringer mellem de to repræsentanter for henholdsvis dans og musik. Det er som to personer, der følges ad på to parallelle stier, som indimellem krydser hinandens og bliver til tilstandsøjeblikke, hvor to bliver til eén.
Dansen som fristed – her gives slip
I disse øjeblikke smelter de to kunstneriske udtryksformer sammen, og danseren hengiver sig uhæmmet til musikken og forsvinder ind i det musikalske univers, hvilket kommer til udtryk i næsten komiske bevægelser.
Et kropsligt udtryk, der ikke fokuserer på dansens æstetik, eller kroppens fysiske potentiale, men hvor fokus er på, hvordan dansen kan være et fristed, hvor individet kan give slip og udfolde sig. Musikken standser brat, og danseren vågner af sin psykedeliske trancetilstand. Dét, der var smeltet sammen, brydes op, og afstanden mellem dans og musik går fra at have været sammenflydende til at være mil fra hinanden. En nærmest akavet stemning opstår, som når det går op for én, at man, hengivet til sine høretelefoner og ynglingsmusik, lige har givet solokoncert i bussen.
Accordion – instrumentet i centrum
Instrumentet er centrum for min oplevelse i Københavns Musikteater og opleves i flere afskygninger på scenen. Tynde vandrette strenge, der leder tankerne hen på den store blæsebælg, finder vi på accordionistens bukseben, hendes jakke, på stolen hvor hun sidder og ikke mindst på halskraven, der bliver det fysiske bindeled mellem musiker og danser.
Strengene går igen i de store hvide gardiner, der får gulvet til at forvandle sig til en harmonika. Den simple og dog gennemtænkte sceneopsætning fodrer tilskuerens behov for enkelthed og sammenhæng, og installationen fungerer godt for det blotte øje. Farverne er holdt i sort-hvide nuancer, men brydes af det varme lys fra diverse lamper.
Efter rejsen ind i et alternativt musikalsk univers ruller gardinerne ind over scenen, og de lange striber danner en afsluttende ramme for en oplevelse, der prikkede til min lyst til at lade kroppen hengive sig fuldstændigt til accordion instrumentets bredtfavnende univers.
- Kristina Harris, Terpsichore (15.februar 2011)
